Onefiber by GlobalConnect opkøber Wizers fibernetværk
Onefiber by GlobalConnect har underskrevet en aftale om overtagelse af hele Wizers fiberinfrastruktur, som dækker omtrent 20.000 husstande.
Med opkøbet af Wizers fibernetværk følger en betragtelig vækst i Onefibers infrastruktur på privatmarkedet. Det er helt i tråd med ambitionen om at forbinde 100.000 private hjem med fibernet i løbet af de kommende år.
“Det er vigtigt for os at bidrage til, at alle har lige digitale muligheder på tværs af samfundet. Fundamentet er et fremtidssikret fibernetværk, og dette seneste opkøb øger vores tilstedeværelse i Danmark markant. Det giver os endnu bedre forudsætninger for hurtigt at give flere danskere adgang til en højhastigheds fiberforbindelse, helt i tråd med vores strategi,” siger Peter Bredgaard, Chef for Onefiber
Wizers fibernetværk dækker Nordsjælland og Storkøbenhavn og komplementerer Onefibers eksisterende fibernetværk i området.
”Etableringen af fibernet på privatmarkedet sker i disse år i et tempo, hvor stærke kræfter som GlobalConnect har en klar fordel og kan koble kunderne langt hurtigere på fremtidens fibernet, end Wizer selv ville kunne formå at komme i mål med. Ved at samarbejde med GlobalConnect kan vi i fællesskab holde knivskarpt fokus på vores kernekompetencer, der betyder hurtigere levering af fibernet til vores kunder,” siger Frank Rasmussen, CEO i Wizer.
Aftalen mellem parterne omfatter også et fast samarbejde, hvor Wizer fortsat vil bruge sin omfattende erfaring til at etablere fibernet til privatmarkedet, som underleverandør til Onefiber.
Aftalen er underskrevet, og opkøbet forventes gennemført i maj 2022. Købsprisen lyder på et trecifret millionbeløb.
Om Onefiber by GlobalConnect Onefiber er GlobalConnect Danmarks satsning på privatmarkedet, som udbygger fibernet til private kunder i en lang række områder i landet.
GlobalConnect er et førende teknologi- og datakommunikationsselskab i Nordeuropa. Koncernen leverer helhedsløsninger fra fiber til sky baseret på egen infrastruktur, der består af 100.000 km fibernetværk og datacentre med i alt 30.000 kvadratmeter i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Finland.
GlobalConnect har 30.000 erhvervskunder og 650.000 privatkunder. Koncernen har mere end 1.700 medarbejdere og er ejet af kapitalfonden EQT.
Om Wizer Wizer har været pioner inden for etablering af fibernet i Danmark. Selskabet er på få år vokset fra en mindre startup virksomhed til i dag at have omkring 130 ansatte. Wizer fremstår i dag som en stærk totalleverandør af fibernet-projekter, der inkluderer fibernet til parcelhusområder, sommerhusområder samt til boligforeninger.