Nyt samarbejde med GlobalConnect Privat (tidligere Onefiber) og Nuuday-selskaberne YouSee og Hiper giver endnu flere danskere adgang til lynhurtigt internet og tv via en fiberforbindelse. Parterne deler et fælles mål; at give flere valgmuligheder til danskerne.
Med den nye aftale med GlobalConnect Privat kan YouSee og Hiper nu føje endnu et fibernet til porteføljen og dermed snart levere lynhurtigt internet og tv til en endnu større del af landet.
”Vores ambition er, at alle danske husstande får de bedste produkter og den bedste forbindelse på adressen. Derfor er jeg også glad for, at vi allerede i dag har aftaler med syv af landets største fibernet, hvorigennem vi dækker størstedelen af Danmark. At vi snart også kan tilbyde fleksible tv-løsninger og lynhurtigt internet fra YouSee via GlobalConnect Privats fibernet er endnu et vigtigt skridt på rejsen,” siger Christian Morgan, direktør for YouSee, og Mads Hein, direktør for Hiper, fortsætter:
”Hiper er sat i verden for at levere lynhurtigt og driftssikkert internet til vores kunder, og det er klart, at fiber er en helt essentiel del af den mission. Derfor er det også en stor prioritet for os løbende at indgå aftaler med nye fibernetejere, så vi kan tilbyde endnu flere husstande adgang til lynhurtigt internet via fiber.”
Med den nye aftale slutter YouSee og Hiper sig til rækken af førende udbydere af internet og tv, der tilbyder deres produkter via GlobalConnect Privats fibernet.
”Vi har det seneste år indgået samarbejde om at etablere fibernet til mange områder, hvor der generelt er stor efterspørgsel på produkter fra YouSee og Hiper. For os styrker aftalen vores markedsposition og understreger, at vi har den rette vækststrategi. Samtidig – og væsentligst – giver det husstande med fibernet hos os endnu flere valgmuligheder,” siger Peter Bredgaard, direktør i GlobalConnect Privat.
YouSee og Hiper rykker ind på GlobalConnect Privats fibernet gennem OpenNets fælles brancheplatform.
”Vores platform er bindeled mellem mange fibernet og udbydere, og det glæder os at kunne muliggøre endnu et stærkt samarbejde i den retning, branchen bevæger sig i sammen – nemlig flere åbne net og flere valgmuligheder,” lyder det fra direktør i OpenNet, Henrik Møller Nielsen.
GlobalConnect Privats fibernet dækker lige nu 60.000 adresser, og der åbnes løbende op for flere, som alle vil få glæde af de mange valgmuligheder fra YouSee og Hiper, når der åbnes op for salg.
For yderligere information
Mikkel Riis-Jørgensen, pressechef i Nuuday, tlf. 3044 2244
Peter Bredgaard, direktør i GlobalConnect Privat, tlf 3010 0599
Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet, tlf. 9115 1515